Argument: Derfor skal vi gå op i politikeres adfærd

Lige over for det smukke rådhus i Aarhus hænger der et kæmpe banner med et billede Alex Vanopslagh og med teksten: En frisk start. Med den seneste omtale af Vanopslaghs brug af kokain, kunne teksten hedde: En frisk bane.

Alex Vanopslagh er for mange - særligt teenage drenge og unge mænd - et forbillede. Med sin lune, glimt i øjet og særligt talen om, at det er muligt at tage ansvar for ens eget liv, taler Vanopslagh både i øjenhøjde, i et sprog, der er til at forstå og i budskaber, der skaber genkendelighed i mange (særligt) mænds tankesæt.

Efter sin stressperiode har Alex Vanopslagh i højere og højere grad skruet op for, at han vil være autentisk. Vanopslagh har med udsolgte shows i både København og Aarhus turneret rundt med sine budskaber om det personlige ansvar. Med sloganet: “Du kan godt” har flere og flere lyttet til Vanopslaghs erfaringer, og det har været klart for tilhørerne, at Vanopslagh havde en fortid.

Hvorfor betyder det så noget, om Alex Vanopslagh som partileder har taget kokain en eller højst to gange? Er det ikke bare en del af hans fortid? Skal vi ikke hylde, at Alex Vanopslagh er ærlig, og lader den del af historien komme frem til endnu et show i Aarhus under valgkampen?

Når politikere taler til sine fans i stedet for at stille op til interviews

Under Alex Vanopslaghs Facebook-opslag, hvor han fortæller om, at han har taget kokain en til to gange som partiformand, er der rigtig mange kommentarer, der går på, at det er så godt, at han står frem og fortæller sin historie. Det er godt, at han er >>ærlig<<, og det er meget forbilledeligt.

Men, hvad var det egentlig, der skete? Hvorfor fortæller Alex Vanopslagh til et show i Aarhus og derefter på sociale medier, at han har taget kokain? Var det med afsæt om at ville fortsætte i sit autentiske spor?

For mig at se, var det ikke ønsket om at være oprigtig, der motiverede Vanopslagh. Han var blevet trængt op i en krog af journalister fra både Ekstra Bladet og TV2 Østjylland, som forholdte Vanopslagh til hans handlinger, mens han har været partileder. I stedet for at være modig og svare på journalisternes spørgsmål, hvor svarerne kunne blive fulgt op af yderligere kritiske spørgsmål, valgte Alex Vanopslagh at meddele sit budskab i et sikkert og kontrolleret rum. Foran sine “fans”, som i løbet af showet havde hørt gode og ærlige beretninger fra Vanopslaghs liv, og som dermed var indlejret til at fatte sympati for forklaringen.

Alex Vanopslagh benyttede en strategisk kommunikation, som fik ham til at fremstå ærlig og autentisk, men som i virkeligheden dækkede over, hvor irriterende det var, at journalister stillede ham kritiske spørgsmål.

Er det sådan en frisk start, vi som borgere gerne vil have, at vores folkevalgte benytter sig af? At man i sit virke som folkevalgt skjuler sig bag egne kanaler, når der er ubehaglige spørgsmål til en? Eller er det en for frisk bane at slå op i, som på sigt vil skabe større skel i mellem folkevalgte og borgere? Som vil øge ekkokamrene?

Når det politiske embede bliver reduceret

Alex Vanopslagh vil ikke fortælle om, hvad han har gjort som partileder, for borgerne må forstå, at det kun var en enkel eller højst to gange i hans fritid, at han tog kokain. Her beskriver Vanopslagh sit job som partileder som et helt almindeligt arbejde. Man møder ind klokken otte og går hjem 16.30. Men hov, er det nu sandt? For, hvad er det både af privilegier og ansvar, der følger med, hvis man er folkevalgt?

Som folkevalgt og i endnu højere grad når man er partileder, har man takket ja til at ville forvalte magt. Man er priviligeriet. Enhver folketingspolitiker er en del af eliten. Som politiker kan man sætte politisk og samfundsmæssig dagsordner. Man er spydspidsen for demokratiet. Det er muligt, hvis der kan samles opbakning at indføre nye love, afskaffe love og ændre love. Når man er politiker, har man et anderledes job. Et job, hvor man er valgt eller kaldet af nogen i befolkningen til at varetage deres interesser. Derfor er det at være politiker altså noget andet end at være mekaniker, organist eller embedsmand.

Det betyder også, at man i nogen grad skal stå til rådighed for demokratiet på skæve tidspunkter. Derfor duer det ikke, at man selv er skæv eller høj. De seneste år med både COVID-19 pandemien og krisen angående Grønland har partiledere fået særlig briefinger, og de har skulle forholde sig til svære og komplekse problemstillinger. Også efter kl. 16.30. For når man er blevet valgt af folket til at være politiker, har man sagt ja til et ganske særligt ansvarsfuldt job. Også efter 16.30.

Derfor må vi spørge, om det er en lige lovlig frisk start Alex Vanopslagh ønsker i forståelsen af det politiske embede? Skal politkere kunne bryde loven med en forklaring om, at de var nogle andre mennesker? Eller skal vi forvente, at dem, der vil bestemme over andre, går foran i at efterleve den gældende lovgivning? Hvad vil det gøre ved vores demokrati, hvis vi kamuflerer lovbrud med sætninger som: "Det er så godt, du er ærlig"?

Når politikere mister blikket for den større sammenhæng

I sine indlæg lægger Alex Vanopslagh vægt på, at med sin stressperiode blev han klogere. Vanopslagh er generelt blevet mere bevidst om sin sundhed, og derfor har han både lagt sin kost, søvn og træning om. Hermed kobler Vanopslagh spørgsmålet om kokain til noget, der kun handler om ens sundhed. Det er usundt for en at tage kokain, og derfor er han stoppet med det.

Det er bestemt ikke godt for ens sundhed at tage kokain, men er det mon den eneste grund til, at det er ulovligt?

Her misser Vanopslagh at tage medansvar for, hvad det er for en forfærdelig “supply chain”, han har taget del i, den ene eller de to gange han har taget kokain. For eksempel viser dokumentaren Kokainens pris, hvordan kokain har alvorlige konsekvenser for mange uskyldige mennesker.

Kokain skaber kriminalitet i et dødbringende omfang, at det er lettest at prøve at lade være med at forholde sig til, hvilke konsekvenser det stigende kokainforbrug i Danmark har for børn, kvinder og fattige i de lande, hvor kokainen bliver produceret og distribueret.

Når en partileder får spørgsmålet om kokain til alene at handle om ens egen sundhed, er der en stor fare for, at problemets alvor bliver negligeret. Denne negligering kan lede til, at nogle af de teenage drenge og unge mænd, der ser op til Alex Vanopslagh, tænker, at de da også kan forsøge sig med kokain en enkel eller to gange. Det skal de nok klare. På den måde kan Vanopslaghs strategiske kommunikation lede til, at flere bliver uoplyste om, hvor alvorlig en kriminalitet der ligger bagved en bane kokain.

Ønsker vi som samfund at have politikere, der på den ene side prædiker: “Du kan godt”, men som ikke vil tage ansvar for, at man med sin adfærd har bidraget til en kriminel underverden, som er skadelig for mange uskyldige mennesker? Er det virkelig den friske bane, Alex Vanopslagh skal lede andre ned af?