Skt. Hans lærer os ildens to sider

Foto: JCH fra Skt. Hans 2024

Vi er her igen. Her på Skt. Hans aften, hvor vi om lidt skal tænde bålet.

Nu siger jeg, at vi er her igen. Men jeg ved faktisk ikke, om det er tilfældet. Måske er du her for første gang. Jeg skulle slet ikke havde stået her og holdt talen, men sådan blev det. Og sådan kan vi føle, at livet deler tilfældigheder ud til os.

Men vi kan alligevel godt sige, at nu er vi her igen. For selvom det kan være år siden, at du har været til et arrangement sådan en Skt. Hans aften, så bliver der hvert år Skt. Hans. Medmindre regeringen fjerner denne aften også.

Skt. Hans er en sammenblandet aften. For på den ene side fejrer vi en kristenfigur, Johannes, men vi markerer også, at det er lige nu, at nætterne er kortest. At lyset står klarest. Og midt i disse to traditioner er der kommet et bål til. Bålet, som med sin ild og varme minder os om, at vi mennesker har brug for varmen. Vi har brug for den energi, ild giver os. Men vi mennesker har også brugt ilden til at ødelægge og nedbryde. Ilden har slået kvinder ihjel, fordi de blev dømt som hekse, og ilden har også været brugt i krige til at brænde landsbyer og slotte ned.

Ilden kan både bryde ned og bygge op. Ilden kan rense, og ilden kan fortære.

Ilden har en særlig kraft. For når den er kontrolleret, som ved et bål, inviterer ilden til fællesskab. Fællesskab med pandekager og røg i håret. Fællesskab til at falde i staver og kigge ind i bålets flammer og gløder og bare være til. Fællesskab, hvor vi oplever os forbundne med naturen, og måske noget der er større end os. Eller når vi er i sommerhuset, og brændeovnen giver varme, og vi mærker, hvordan vi kan ånde frit og nyde det selvskab, vi er en del af.

Men når ilden ikke er kontrolleret, skaber den ængstelighed og måbende munde. Vi så, hvordan mennesker stod rundt om Børsen og var mundlamme. For ilden havde taget noget, man troede var evigt, fra dem. Ikke kun fra dem men også fra os alle sammen. For der stod noget af Danmarks kulturarv og brændte. Nogle af os mærkede også frygten for ilden sidste sommer, hvor Rhodos stod i brand, og hvor det ikke kunne gå stærkt nok med at komme til den anden side af øen. Og lige netop der. På øen, der havde lovet os Paradis på jord, kunne vi ikke andet end at håbe og bede til, at vi faktisk måtte slippe væk, inden branden blev fuldstændig ude af kontrol.

Rundt om bålet sådan en Skt. Hans aften får vi mulighed for at være taknemmelig over for, at vi i dag ikke længere lever i et samfund, hvor vold og afbrændinger er hverdagskost. Men vi er i dag i et samfund, hvor viden, oplysning og vores individuelle stemmer betyder noget.

For selvom vi igen i år kan fejre Skt. Hans, gør vi det på et nyt grundlag, end man gjorde for 500 år siden. Vi står på en ny forståelse af, hvorfor vi er her. Vi har fået nogle nye ideer, tanker om, hvem vi er som mennesker, og hvordan vi forholder os til den verden, vi er en del af.

Vi er ikke længere fanget af ideer om, at jorden er flad, og det er kun nogle få, der har noget at bidrage med, og kvinder er hekse. I dag lyder det selvfølgelig helt skørt, at man en gang troede, at nogle var hekse. Men mennesker var ikke dummere i fortiden. De troede bare på nogle andre ideer end os, for det var det, der var blevet fortalt dem. Og det er derfor, det er så afgørende, at vi hele tiden taler om, hvad det er for nogle ideer, vi abonnerer på. For det er ikke givet, at de forbliver de samme. Og nogle gange er det godt.

Det er godt, at vi har fundet ud af, at vi ikke bare kan bruge jordens ressourcer uden, at det har konsekvenser. At cigaretter ikke er til hjælp for kroppen. At der er ulighed i sundhed. Men der er måske ting, vi endnu ikke helt har købt ind på endnu. Det kan være ideer som, at der stadig er racisme i vores land; at der er en ulighed mellem kønnene; og at hver generation skal tage demokratiet til sig.

Når vi om lidt skal tænde bålet, hvor vi sammen står i en sammenblanding af kristendom, nordisk mytologi, demokrati og fællesskab, er det en anledning til at overveje, hvilke ideer vi skal lade ilden fortære? Er det ideen om, at ligestillingen er gået for langt? At en fremmed er ens fjende? At vi ikke kan gøre noget for den grønne omstilling?

Men også, hvilke ideer skal skærpes igennem ilden? Hvis noget er af guld og ædelsten, vil ilden ikke fortære det, men ilden vil rense det. Gøre det smukkere. Hvilke ideer har vi, som er af guld og ædelsten, og som vi skal have til at stråle? Er det ideen om, at vi skal vise næstekærlighed? Ideen om, at vi skal vaccinere hver generation mod antisemitisme? Ideen om, at demokrati er en livsform?

Må denne Skt. Hans aften blive en stund, hvor vi sammen kan værdsætte og påskønne alt det gode og smukke, vi har fået med os. Og må de smukke ideer komme til at funkle hen over sommeren og få næring fra bålets flammer.

Glædelig Skt. Hans til os alle.