De civile i Israel-Palæstina taber ved vores uforsonlige debat

Siden 7. oktober 2023, hvor Hamas angreb israelere i det sydlige Israel og på musikfestivalen Nova, er debatten om Israel og Palæstinas fremtid taget til. Særligt med Israels eskalerende modsvar på Hamas’ angreb er debatten blevet mere og mere uforsonlig både her i Danmark og i mange andre vestlige lande. Det er en debat, som igennem historien har bølget frem og tilbage. Det er en debat, som vækker mange følelser. Det er en debat, der får folk på gaden og demonstrere. Det er en debat, som indeholder mange perspektiver, deltaljer, historiske nedslag, politiske beslutninger og meget mere. Det er en debat, der emmer af kompleksitet for alt afhængig af, hvilke historiske nedslag man begynder ved, vil man betone forskellige perspektiver, og derfor kommer debattørerne til forskellige konklusioner om hvem der er ofre, og hvem der er skurke, når det handler om Israel-Palæstina.

To folks uforenelige fortællinger

Ligesom, der er to folk i Israel-Palæstina, er der også to forskellige fortællinger, som er svære at forene. Her vil jeg i grove træk skitsere de to narrativer.

Historien har vist, at antisemitisme igen og igen blusser op, og derfor er det helt nødvendigt, at Vesten gør alt for, at den jødiske stat, som der kun er en af i verden, forbliver et trygt sted. Alt, hvad staten Israel gør, skal ses i lyset af, at staten fra sin fødsel i 1948/49 blev født i et truet landområde. For alle landene omkring Israel ville af med den nye stat. Det blev både med seksdageskrigen og Yom Kippur-krigen helt tydeligt, hvordan Israels naboer også var landets fjender. Senere i den unge stats historie med de to intifadaer (opstande) blev det tydeligt for Israel, at det ikke kun var de omkringliggende stater, der var deres fjende, men også grupper af religiøs eller politisk art, som er organiseret udenom stater. Med en række terrorangreb i 90’erne og 00’erne blev det tydeligt for Israel, at det er helt nødvendigt at forstå, at man ikke kan stole på nogen, og slet ikke det folk, der er tættest på en, nemlig palæstinenserne. Israelerne bliver løbende mindet om den grundlæggende usikkerhed igennem de mange raketter, som kommer ind over landegrænsen fra Hamas i Gazastriben og Hizbollah i Libanon. Med den iboende historie for alle jøder om at være det forfulgte folk, og med løbende erfaringer for hver generation af israelere af, at der ikke er sikkerhed nogen steder, er det vigtigt, at Vesten forsvarer staten Israel.

Sådan lyder det ofte fra dem, der er på team “pro-Israel”. På den anden side af debatten altså team “pro-Palæstina” er det et helt andet narrativ, der optegnes.

Palæstinenserne er det oversete folk, som tabte alt, da man i kølvandet af 2. verdenskrig og Holocaust oprettede staten Israel. Den europæiske skyldfølelse gjorde, at man i foræringen af landområdet Palæstina til jøderne, helt glemte, at der allerede boede en befolkningsgruppe i landet. Palæstinenserne. Der blev talt om landområdet som “det tomme land”, hvor der selvfølgelig var plads til, at jøderne kunne skabe en stat og skabe et sikkert sted for dem. Derfor tillod man Al-Nabka (katastrofen), hvor flere hundredtusinder palæstinenser endte som flygtninge. Ingen i verdenssamfundet har arbejdet intentionelt på, at den uretfærdige behandling palæstinenserne fik med staten Israels oprettelse blev kompenseret. Tværtimod har det internationale samfund set til uden at gribe ind, mens Israel har inddæmmet mere og mere af palæstinensernes land med ulovlige bosættelser på Vestbredden og med blokaden af Gazastriben. Samtidig har Israel også gjort adgangen til vand, elektricitet og muligheden for den frie bevægelighed nærmest umulig for de fleste palæstinensere. Mange palæstinensere oplever også, at de bliver anholdt og efterfølgende fængslet uden en reel rettergang. Hver generation af palæstinensere bliver bekræftet i, at Israel vil fjerne deres folk fra landområdet, og Vesten tillader Israels adfærd.

To uholdbare debatmuligheder

Med opstillingen af de to narrativer er det mit ønske at vise, at som en der hverken er palæstinenser eller israeler, kan det være utrolig svært at vide, hvordan og hvorledes jeg skal navigere. Det letteste er enten at gøre to ting:

Enten kan jeg være ligeglad. Sige, at denne konflikt har ikke noget med mig at gøre. Det har den heller ikke på en direkte måde, for jeg bor ikke i landområdet. Og så dog har situationen i Israel-Palæstina med mig at gøre for med de værdier, jeg står på såsom demokrati, menneskerettigheder og ønsket om en regelbaseret verdensorden, kan jeg ikke bare være ligeglad.

Eller i stedet kan jeg engagere mig ved at gøre konflikten og krigen mellem israelere og palæstinensere til en konkurrence mellem to hold. Som vi kender det fra sport. Team Israel mod Team Palæstina. Denne tilgang, oplever jeg, at den nuværende debat favoriserer. For det er umuligt på korte nyhedsindslag at oprulle hele historien hver eneste gang, og så er det lettere at lave et nedslag i det ene eller det andet narrativ. Samtidig er der også forskel mellem ældre og yngre i debatten. For, hvor nogle ældre husker de forskellige krige, som Israel blev udsat for og mirakuløst overlevede, ser de unge videoer fra Gazastriben og Vestbredden på de sociale medier. Samtidig har de mange demonstrationer også vakt stor splittelse, for der er dem, der mener, at det er helt nødvendige med store og tydelige demonstrationer mod Israels overgreb på en uskyldig civilbefolkning, mens andre mener, at demonstrationerne støtter Hamas, og taler for en afvikling af staten Israel. For mig, er det ikke muligt at vælge et af holdene. Jeg er lige meget eller lige lidt på Team Palæstina og Team Israel.

Debatten skal ind på en tredje vej

Der er brug for en tredje vej i denne debat for alle os, som hverken er israelere eller palæstinensere, men som med afsæt i de nævnte værdier, oplever sig forpligtet til at kunne mene noget og ytre sig, men hvor der ikke skal vælges et hold. Her vil jeg prøve at argumentere for, at denne tredje vej er en vej, som først og fremmest har blik for, at der er civile palæstinensere og israelere i denne konflikt og krig, og det er til hver en tid de enkelte civilbefolkninger, vi i vores debat må kæmpe for.

Både når man kaster det lange lys på palæstinensernes situation, men også set med det helt korte perspektiv, kan der for mig at se ikke herske nogen tvivl om, at det staten Israel har gjort og gør nu, er at fjerne eksistensgrundlaget for den palæstinensiske befolkning. Det gør sig gældende både på Gazastriben og på Vestbredden. Derfor er det indlysende for mig, med afsæt i værdierne som menneskerettigheder og ønsket om en regelbaseret verdensorden, at verdenssamfundet er nød til at tale Israels adfærd midt imod. Det er nødvendigt at se på sanktioner og ikke mindst anerkende, at Vestbredden og Gazastriben skal anerkendes som en palæstinensisk stat. For det er den eneste måde - samt med massive investeringer i civilsamfundet og institutionerne - der kan skabes et grundlag, som palæstinenserne kan bygge deres liv på. Hvis det internationale samfund fortsat tillader Israels adfærd, vil vi være vidner til, at palæstinenseres menneskelige værdighed bliver trådt under fode, hvorved det vil lede til en skamplet i historien på niveau med Holocaust.

I kampen for den palæstinensiske civilbefolkning, skal det også være muligt at insistere på, at der er en israelsk civilbefolkning, som også lider. De lider af missilangrebene; at der fortsat er 49 gidsler i Gazastriben, hvor alle ikke er i live, og den nuværende premierminster Benjamin Netanyahu er ved at afvikle landets demokrati. Det er det internationales samfunds pligt både at anerkende, at der er en ydre trussel mod staten Israel, samt advarer imod den indre trussel landet står med. Hvis man anerkender Israel som stat, er man også nød til at holde den ansvarlig på sine forpligtelser som en stat. Derfor skal det være muligt at kunne kritisere staten Israel, uden man bliver beskyldt for antisemitisme.

Israel som stat og palæstinenserne som befolkningsgruppe uden en stat har ikke de samme forudsætninger og muligheder. Derfor må og skal kritikken være forskellig. Jeg er ikke blind for, at Hamas som en terrororganisation er et kæmpe problem for palæstinenserne. Jeg mener bare, at vi skal kunne tale om en palæstinensisk civilbefolkning, som har krav på en stat uden. at det ses som en opbakning til Hamas. Ligesom jeg mener, at vi kan ikke gøre samtlige israelere medskyldige i statens gøren og laden over for det palæstinensiske folk.

Der er brug for en trejde vej i debatten. En vej, der løfter de to civilbefolkningers stemmer. En vej, der fortsat anerkender staten Israel samtidig med, at den hele tiden siger, at palæstinenserne skal have deres stat.

Lige netop som dansker, som en der ikke er israeler eller palæstinenser, mener jeg, at vi har en mulighed for at løfte debatten, hvorved vi kan finde løsninger for både palæstinensere og israelere fremfor at nære en uforsonlig debat, hvor to civilbefolkninger taber.