Påskemorgen er en kærlighedserklæring til livet

Først og fremmest glædelig påske. Påsken betyder for mange af os noget med familietid, gåture, påskefrokoster og måske også en mulighed for refleksion. Medmindre snapsen var for stærk, og sanserne blev slået ud, og der skal tænkes så lidt over livet som overhovedet muligt.

For mig betyder påsken blandt andet, at jeg forsøger at komme til gudstjeneste i løbet af helligdagene. Det er særligt betydningsfuldt for mig at komme afsted påskedag. For det bliver ikke meget større. Påskedag er en garanti for salme-favoritter og smuk musik i kirken. Men det er også påskedag, hvor det kristne budskab er mest prægnant, og alt det som alle prædikener i virkeligheden handler om, står og dirrer og vibrerer. For med påskeberetningen om Kristi opstandelse, er man ved kristendommens kerne. Men nogle gange er det sådan, at når man er helt tæt på det, man skal se, kan det være svært at se indholdet. For, hvordan kommer det nogensinde til at blive forståeligt for en, at den korsfæstede Kristus ikke bare døde, men opstod igen? Det er et spørgsmål om tro. Det var det for kvinderne, som var de første opstandelsesvidner, og sådan er det for os alle sammen. Troen på opstandelsen kan vi ikke tvinge nedover hinanden, men vi kan acceptere, at det er noget, der kan tros.

Opstandelse er fortid, nutid og fremtid

Midt i disse tanker om, at opstandelse er en trossag, blev det alligevel klart for mig, at trossagen er meget mere end en interlektuel øvelse. Vi kan tro med vores hjerner, men vi kan også tro med vores hjerter og hænder. For troen er måske først og fremmest en handling. I gudstjenesten i dag kom det særligt til udtryk igennem dåb af en voksen.

Jeg kender ikke ham, der skulle døbes. Men jeg kunne se på ham, og de to vidner han havde med i kirken, at det her var stort. Der blev fortalt, at det, at han lod sig døbe, var en beslutning, som han havde brugt mange år på at træffe. Det var en handling ud i tro. En handling, som afspejlede troen på, at Kristi opstandelse også har noget med dåbskandidaten at gøre. At opstandelsen både er nutid og fremtid. At det håb, der ligger i dåben, sætter ind lige her i dag, ligesom det må gøre sig gældende i al evighed.

Mens præsten læste teksterne og bønnerne i forbindelse med dåben, fik jeg en fornemmelse af, at lige her i min lokale, middelalderlige, hvidkalkede, lutherske kirke var vi en del af en stor og lang tradition. For i begyndelsen af kristendommens historie var påskedag en stor dåbsdag. Dåbskandidaterne, også kaldt katekumenerne, havde over en længere periode forberedt sig på at træde ind i menighedens fællesskab. De havde tænkt, bedt, samtalet og overvejet grundigt, hvad påskens budskab havde med dem at gøre. Da de var parate til at modtage opstandelsens virkelighed her og nu, meldte de sig klar til at blive døbt. Det skete tidligt påskemorgen, at katekumenerne stod sammen i hvide klæder, og når solen begyndte at stå op, trådte de frem foran menigheden, og de blev døbt.

"Vi stiger ned i vandet belæssede med synder og smuds, og når vi stiger op igen, bærer vi frugt i hjertet; ti vi er gennemtrængt af frygt og håb til Jesus i ånden." Dåben var det store vendepunkt, et oplysningsbad, et genfødselsbad, den store nyskabelse, hvor døden opsluges af livet. (Holmquist & Nørregaard, s. 38)

Lige der med tre håndfulde vand og en velsignelse blev det helt tydeligt for mig, at opstandelsen handler om livet lige nu og her. At, som der blev prædiket, påskemorgen er en kærlighedserklæring til livet. Jeg tror, at vi har brug for at høre den kærlighedserklæring i dag. Med den indre og ydre uro mange af os oplever, har vi brug for at håbe, at der findes en større magt i universet end død og tilintetgørelse.

For 2000 år siden var der katekumener, der håbede på, at Gud havde og fortsat ville gribe ind i verden. Derfor lod de sig døbe. Døbe til håbet om opstandelse. I dag var der også dåb. For håbet om opstandelsen bliver ved med at komme til os. Og det er i virkeligheden meget håbefuldt.

Glædelig påske!