Den hellige uge befrier kristendommen

Påskeferie. Det er sådan mange af os forstår de dage, der ligger mellem palmesøndag og påskedag. Men i den teologiske verden er der faktisk diskussion om, hvad man skal kalde ugen. I en dansk sammenhæng kalder vi ugen for "den stille uge", men i den engelsk sprogede verden kaldes ugen for "The Holy Week", den hellige uge.

Man kan godt synes, at det bare er sementik, men hvis sproget faktisk skaber, hvad det nævner, er der noget mere på spil end blot sammensætning af ord. For så er der forskel på, hvilke associationer og tanker vi får, når vi siger om ugen op til påske var en stille en af slagsen, eller om den var hellig.

Hellig er for mange af os enten et fremmedord eller et ord med negative konotationer. Man kan hurtig blive en helligfrans, og de er ofte irriterende. Men, hvis vi lige tager et skridt tilbage, og ser ordet hellig i sin oprindelige betydning, handler ordet om at skille sig ud. Det er et ord, som handler om at være anderledes end det gængse. At det hellige kan inspirere til en bedre og smukkere verden.

Palmesøndag viser vejen

Hvis ugen mellem palmesøndag og påskedag skal fortolkes som hellig fremfor stille, hvilket indehold har ugen, som kan gøre den hellig?

Når man læser de forskellige evangelier i Det Nye Testamente, bliver der lagt vægt på nogle forskellige ting. Men til sammen kan man sige, at det er palmesøndags begivenheder, der er prismet, som man skal se de andre dages begivenheder igennem.

Jesus ridder på et æsel til Jerusalem. Han ridder fra østsiden ind i byen. Mennesker skærer palmegrene af og vifter med dem, mens de råber: Hosianna! Davids søn. Hosianna er det her ord, som måske kan lyde som et jubelråb, men i virkeligheden er det et nødråb. For Hosianna betyder: Frels os. Red os. Befri os.

Og, hvem skulle Jesus befri de råbende fra? De råbende mente, at Jesus skulle befri de råbende fra romerne. Romerne som havde besat landområderne. Romerne, som igennem statholderen Pontius Pilatus, som red ind til Jerusalem fra vestsiden, og som sad på magten og undertrykte folket, skulle smides ud af Jerusalem. Jesus skulle befri dem fra besættelsesmagten.

Jesus hører folkets råb, og han anerkender, at der skal ske en befrielse. Men til alles store overraskelse vil de følgende dage vise, at Jesus ikke var kommet for at befri folket fra romerne men fra datidens teologer.

Teologisk befrielse

Dagen efter, at Jesus red ind i Jerusalem og blev set som folkets befrier, går han ind i templet. Templet er det religiøse magtcentrum, og det er i praksis og symbolsk forstand det sted, der definerer den rigtige tro. Og dermed, hvad der er den rigtige teologi. Her vælter Jesus borde, og han siger vredt, at templet som skulle være et helligt sted - nemlig samlingssted for alle der vil tilbede Gud - var blevet gjort til en røverkule. Det hellige er blevet besudlet. For nu er det ikke længere for alle, men det er for de få.

Dagen efter (tirsdag) vender Jesus tilbage til Jerusalem - han overnatter ude ved nogle venner et par kilometer fra byen - og her fortsætter han befrielsen. Men igen er det ikke den romerske besættelsesmagt, han går efter, men han går efter en religiøse elite. Han går efter dem, der definerer religionens indhold og dens praksisser. Jesus deltager livligt i Q&A's med de religiøse magthaver, og han fortæller forskellige historier, som alt sammen peger på, at den religiøse elite er helt på afmarch. Han sætter sig op på den helt store klinge, og Jesus slutter sine diskussioner ved at pege på, at hvis helligheden ikke vender tilbage, vil det bringer verden til et sted, hvor kærligheden er kold ved de fleste.

Med palmesøndag som linse handler de efterfølgende dage om befrielse. Men det er en teologisk og religiøs befrielse. Og jeg tror, at vi faktisk kan bruge det perspektiv til noget i dag.

For med alt det, der sker i verden, er der behov for, at når religionen bliver bannerfører for noget, der gør, at medmenneskelighed, omsorgen for den fattige, fremmede, faderløse og enken forsvinder, skal kristendommen befries igen. Den skal så at siges gøres hellig igen. For sand kristendom handler om at skabe forhold, hvor mennesket kan blomstre. Hvor der er plads til en i fællesskabet.

Hvis vi nu i Danmark også kalder ugen for den hellige uge, vil det være en påmindelse til alle os, der tænker over, hvad kristendommen egentlig har at sige, om, at kristendommen altid søger befrielsens øjeblik. Der, hvor der ikke er religiøse bindinger mellem Gud og mennesket, men hvor alle kan stå frie i deres eget gudsforhold, som guider en til at lade kærligheden vokse frem til en selv og ens næste.