Alle menneskers liv tilhører Gud. Også i døden - en prædiken
Dagens læsninger er fra Ezekiels Bog 18,1-4a, Johannes' Åbenbaring 3,7-13 og Lukasevangeliet 13,1-9

Sådan en efterårssøndag, hvor træernes farver virkelig er ved at skifte, og vinden tager til i styrke, og vi mærker, hvordan kulden trænger sig på, kan dagens læsninger fra Bibelen godt ruske os. Det virker ikke umiddelbart til, at der er meget evangelium til os i dag. I stedet virker det som om, at der mest af alt er et tilbud om et menneskeligt blæsevejr. For det lyder hårdt, når Jesus advarer mod, at hvis tilhørerne ikke omvender sig, skulle det gå dem ligeså forfærdeligt, som dem, der var blevet ramt af romernes forfærdelige byggerier, og de galilære der var blevet slået ihjel af besættelsesmagten igennem guvernøren Pilatus.
Men hver eneste søndag er det vores pligt at lede efter evangeliet - de gode nyheder - og det skal vi også i dag. I dag skal vi nogle lag ned i dagens tekster for at finde skatten. Det særlige gode ved denne opgave er, at det også betyder, at den gave, vi finder, kan holde til livets med- og modgang. Til stormene i ens liv. Og se, så er det virkelig et evangelium til os.
I den første meget korte læsning fra Ezekiels Bog hører vi et besynderligt ordsprog:
“Hvad er det for et ordsprog, I bruger om Israels land: »Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.«”
Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder. Ordsproget kom fra jødernes fjender. Det var faktisk god gammeldags mobberi. Det land, som jøderne skulle være i, og som skulle flyde med mælk og honning, gav ikke det, som der var forventet, og derfor blev folket hånet.
Men, hvorfor gav landet ikke det, som det jødiske folk var blevet stillet i udsigt? Det er der flere forklaringer på i den bibelske fortælling. Sammenfattet kan disse forklaringer opsummeres med, at folket ikke tog sig af den fremmede, fattige og faderløse. Og i stedet for at dyrke jorden på en nænsom måde, som folket havde fået anvisninger til, blev der drevet rovdrift på jordens ressourcer. Folket var blevet overmodige. De var blevet grådige. De havde glemt deres egne trængsler som slaver i Egypten, og nu blev de selv undertrykkere. Der var gode grunde til, at druerne var blevet sure, og tænderne blev korte. For de livs- og vækstbetændelser, der skulle til for, at landet kunne flyde med mælk og honning, blev knægtet.
Der, hvor evangeliet sniger sig ind i på en hel ufattelig provokerende måde, er ved det, der kommer efter ordsproget:
“Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: I skal ikke mere bruge dette ordsprog i Israel. Alle menneskers liv tilhører mig.”
Alle menneskers liv tilhører mig. Det kan opfattes som en trussel, men jeg er ret sikker på, at det skal opfattes som et håb. Nemlig et håb om, at selvom folket ikke havde fulgt Guds gode anvisninger, blev de ikke efterladt til sig selv. For i sit inderste væsen er Gud liv, og derfor bliver Gud hele tiden ved med at kalde livet frem. Kalde det smukke, det skønne, det opbyggende frem i mennesker. Også hos dem, som vi andre allerede har dømt ude. Ja, også hos os, selvom vi selv har mistet troen på, at det gode kan spire og vokse frem.

Denne forståelse står tydeligt frem for os i slutningen af dagens læsning fra Lukasevangeliet. For her slutter Jesus af med en lignelse. Altså en fortælling, som skal være et billede på noget, der er meget større, end det der umiddelbart er fortalt.
Fortællingen handler om et figentræ, der ikke har givet figner i tre år. Det må man kalde skuffende. Forestil jer et pæretræ eller æbletræ, der ikke giver frugt i nogle år. Det vil få de fleste af os til at tænke, at der er gået sygdom i træet. At det ikke er værd at bevare. Og sådan tænker figentræets ejer også. At træet ikke har nogen værdi.
Vi skal holde tungen lige i munden. For når vi hører denne lignelse om en ejer, kan vi nemt tro, at ejeren af træet skal repræsentere Gud. For, der er mange andre lignelser, hvor ejeren i dem afspejler Gud. Men, hvis vi tror, at ejeren i denne lignelse er Gud, så får vi den opfattelse, at Gud altså ikke længere har tålmodighed med figentræet. Og kunne figentræet ikke være os mennesker? Så Gud har ikke mere tålmodighed med os mennesker? Dette stemmer umiddelbart godt med den advarsel, vi hørte helt i begyndelsen om, at hvis mennesket ikke omvender sig, vil det gå ligesom de dræbte galilære. Det er en fristende måde at fortolke denne passage på, men her må vi spørge os selv, om det efterlader os med gode nyheder? Med evangeliet. Nej må vi svare. For der er intet evangelium i, at Gud vil efterlade os mennesker til os selv. Det stemmer heller ikke overens med de ord, vi hørte fra Ezekiels bog om, at alle menneskers liv tilhører Gud. Så vi er nød til at spørge os selv, hvad der så er evangeliet i lignelsen?
Jeg tror, at evangeliet er, at det er gartneren, der i denne lignelse repræsenterer Gud. For det er gartneren, der vil give næring til figentræet, så det får muligheden for at give vækst. Det er gartneren, der bremser ejeren fra at fælde figentræet til at give det en chance til. Gartneren afspejler Guds væsen og karakter, som det er blevet åbenbaret for os i Jesus af Nazareth.
For Jesus gav altid mennesker en ny mulighed. Muligheden for at vælge det gode, det sande, det håbefulde til. Fremfor at vælge det destruktive, det egoistiske, det ængstlige og alt det, som ikke giver gode livsbetingelser.
På samme måder får vi altså også i dag muligheden for at lytte til Guds tale om, at vi skal vælge. Gud er nemlig som en gartner, der giver anvisninger, men Gud vil ikke tvinge os til at vælge det, der giver liv. Det valg skal vi træffe. Men Gud bliver aldrig færdig med at blæse liv i os og omkring os.
På den måde har evangeliet til os i dag flere lag i sig. For der er et lag, der minder os om, at Gud aldrig holder op med at kalde, drage og invitere os til fællesskab med sig selv, hinanden og vores skaberværk.
Samtidig er der et lag mere. Vi er nemlig ikke marionetdukker eller robotter. Vi må tage imod invitationen. Vi må vælge, om vi vil elske os selv, vores medmennesker og dermed Gud. Eller, om vi vil gå vores egne veje, hvor vi gør os til guder i egne liv.
Men efter det lag, er der det sidste lag, som hedder, at uanset, hvad vi vælger, er det aldrig for sent at tage imod Guds kærlighed og omsorg for os. Hverken i dette liv og heller ikke i døden.
For alle menneskers liv tilhører Gud - også i døden.




Kommentarer