Kærligheden giver styrke til at vente - en prædiken

Her i dag, hvor det kirkeligt set er søndagen mellem Kristihimmelfart og pinsedag, er vi i et pudsigt tidspunkt af kirkeåret. For de seneste fem søndage efter påske har kirkens forkyndelse handlet om det, som Jesus forsøgte at lære sine venner i de fyrre dage, han var sammen med dem efter påskebegivenhederne.

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om Jesu venner håbede på, at den tid de nu havde med Jesus - hvor de talte, lo, undrede sig, spiste, gik og bare var sammen - om det på mange måder virkede som Paradis på jord. For nu var de sammen med Jesus, og de frygtede ikke længere, at han kunne blive slået ihjel, for det var allerede sket, og Jesus havde vist, at han var Gud, da han opstod fra de døde. Det havde taget noget tid at vende sig til, at Jesus på den ene side kunne bryde fysiske regler, såsom at gå ind i huse uden at åbne en dør, og samtidig var han ikke en ånd. For Jesus kunne spise og drikke, og vennerne kunne røre ham. Som Thomas havde gjort, for det var for underfuldt, at Jesus sådan var opstået fra de døde, så derfor var Thomas nød til at mærke, om det virkelig var Jesus. I Thomas’ verden forblev de døde døde, men da han havde stukket sin hånd i Jesu sårmærker, kunne han ikke andet en tro. Tro, at Jesus er Gud. Tro, at ligesom Jesus havde besejret døden som den første, sådan skal døden på et tidspunkt evigt besejres. At en dag vil der virkelig ikke være andet end glædes tårer, fryd og fred. At en dag skal mennesker leve i harmoni med hinanden, med Gud og med hele skaberværket. At en dag vil sværdet blive smeltet om til plovjern, og der vil ikke længere være død, hungersnød, sygdomme eller andre jordiske forfærdeligheder.

Mon ikke, at Jesu venner troede, at de var på vej mod den dag. Sammen med Jesus. Godt nok blev Jesus ved med at tale om, at han endnu en gang skulle forlade dem i fysisk nærvær, men det gav ikke rigtig mening, hvad Jesus sagde. For når han talte om det, fulgte der altid sætninger om, at han ville sende Guds Ånd til dem, hvormed endnu flere på samme tid og uden de fysiske begrænsninger, skulle komme til tro på, at Gud virkelig havde sat sine fødder i verden, og en dag vil Gud gøre det igen. Indtil da vil det Guds Ånd, der fyldte menneskers hjerter med kærlighed, sandhed, tro og håb.

Men så kom dagen, hvor Jesus fulgte op på det her med at forlade jorden helt fysisk. De havde stået og set op mod himlen, og de havde set, hvordan Jesus var blevet løftet op. Han blev mindre og mindre, og til sidst kunne de slet ikke se ham længere. Men alligevel blev de ved med at se op. For, hvad ville der mon ske, hvis de fjernede blikket fra himlen? Efter lidt tid så de nogle mænd i hvide klæder, måske var det engle, som sagde, at de skulle stoppe med at kigge op, og i stedet skulle de give sig til at vente. Vente på, at Guds Ånd ville komme til dem.

Ventetid skaber kontroltab

Og det er altså her, vi er i dag i fortællingen om Jesus og hans venner. Vi er dumpet ind, hvor de venter. Hvor de venter på det næste skridt. For mange af os ved vi, at de skulle i virkeligheden ikke vente så længe. Der er 10 dage mellem Kristi himmelfart og pinsedag. Fordi vi ved det, kan vi overse en vigtig gave, som bliver givet til os i dag. Nemlig, at det er kærligheden, der giver os styrke til at vente.

Jeg tror, at mange af os har forskellige minder om det her med at vente. Da vi var børn, ventede vi måske med spænding på, at det skulle blive ens fødselsdag eller juleaften. Man gik og glædet sig så meget til den store dag, at det faktisk kunne være helt uoverskueligt at vente. Måske fik man lidt ondt i maven. Eller man blev den, der spurgte: “Hvor mange dage er der endnu?” Som teenager kan man måske slet ikke vente på, at man bliver voksen. Og som voksen venter man mest, når man sidder i trafikken. Livet giver en forskellige erfaringer, og i modsætning til ens yngre jeg bliver der ofte mindre og mindre at vente på, som er superkonkret. I stedet oplever mange voksne, at man venter på, at der kommer mere tid i ens kalender til vennerne. Måske venter man på drømmejobbet. Nogle af os må også erfare, at vi venter på de svære budskaber. Når vi venter svar fra lægen, eller vi venter svar fra en, vi holder af.

Det, der oftest gør ventetiden svær at være i, er, at det er sjældent, man ved, hvornår man får sit svar. For selvom man som barn godt ved, hvornår det er ens fødselsdag, er ens tidsfornemmelse lidt anderledes end en voksens. Og for voksne har man ofte en klar tidsorientering, men indholdet af det, man venter på, er ukendt for en. Er det et positivt eller negativt svar, der kommer?

Søndagen her mellem Kristi himmelfart og pinsedag er et vidnesbyrd om, at det er en del af ethvert menneskes virkelighed at vente. At forløsningen endnu ikke er kommet. Søndagen her giver os også et blik på, hvordan vi skal gå alt det, vi venter i møde. Nemlig med kærlighed. At i stedet for at blive utålmodige, indebrændte mennesker, som dytter alle vores frustrationer ud i trafikken, skal vi give plads til ventetiden. For ventetiden kan kaste lys over det, der er allervigtigst for os. Ventetiden kan give os anledning til at stoppe op, og spørge hvad eller hvem betyder noget for os. Ventetiden kan til tider sætte livet i perspektiv.

Og så kan vi bruge ventetiden på at bede til Gud, og måske kan vi fylde os med det gode og smukke. I stedet for at ræse hen til målet kan vi i det ventende rum prøve at se, hvad der ellers også gør sig gældende. Hvad er der også at sige om mig, hvis det ikke er min karriere, ægteskab eller økonomi? Eller, hvad har jeg kær, og som jeg skal have sagt tak til nu, hvor jeg venter på svar?

Det forunderlige ved at vente, når man kender fortællingen om Jesus, er, at selvom det er svært, må man håbe på, at det, der kommer, aldrig kan skille en fra Guds kærlighed. Som vi hørte i den første læsning:

“For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”

I vores livs venteværelser er vi altid elsket. Hvis vi kan lade den vished vokse i os, kan vi få styrke til at vente. For Guds kærlighed var den, der brød dødens magt over Jesus. En dag skal den bryde alt af dødens magt over os og denne verden. Indtil da lever vi vores liv. Med sorger, glæder og en masse venten. Men vi behøver aldrig at vente på at finde ud af, om vi er elsket. For det er vi. På fundamentet af kærlighed, kan vi få mod til at elske os selv, vores næste og Gud.