Sandheden er kærlighed - en prædiken

Dagens læsninger er fra Apostlenes Gerninger. 9,1-18 og Johannesevangeliet 8,28-36

Hvad er sandheden? Ja, det er et ældgammelt spørgsmål. Og svarerne er mange. Det er de i dag, det var de på Jesu tid, det var de også på Aristoteles tid. Selvom svarerne har ændret sig, er spørgsmålet blevet stillet igen og igen, for hver tid kalder på nye svar på det ældgamle spørgsmål.

Hvad er sandheden? Det kommer an på i hvilken sammenhæng, der spørges. Hvis det er den politiske sandhed, er der ved det seneste Folketingsvalg 12 partier, der endte med at repræsentere befolkningens svar. Hvis det er et matematisk spørgsmål, er de fleste enige om, hvad svaret må være. Men selv i matematikken er der diskussioner om matematiske sandheder. Når det handler om økonomi er det fleste af os også enige om, hvad prisen er. Her skal vi bare sikre os, om det er med eller uden moms.

Sandheden skaber tryghed

Ja, der er altså faktisk sjældent en endegyldig sandhed, for meget kan diskuteres. Mange svar baserer sig på erfaringer og forudsætninger. Alligevel er der i de fleste af os en urkraft, som drager os imod at ville eje sandheden. Vi vil gerne forklare og forsvare vores valg og fravalg med, at de er de bedste. At det er sandt for os at gøre sådan og sådan. Eller ikke at gøre sådan og sådan. Hverdags-sandheder handler ofte på overfladen om at have ret, men bagved det at være klogest, bedst eller at have truffet den rigtige beslutning, er der et endnu større behov nemlig det at være tryg. At have vished om, at man står på et sikkert fundament, som kan modstå al den usikkerhed og kompleksitet, som livet møder os med.

For de fleste af os er der en dyb erfaring af, at livet er vanskeligt. Det, som vi holdt for sandt i går, kan med et ændre sig, og vores fundament knager under os. Det kan være sandheden om, at vores ja til hinanden, kom til at holde for evigt, som med et bliver sprængt, da vi blev skilt. Eller vi mister pludseligt vores job. Eller vi bliver syge, og fra den ene dag til den anden er vi begrænset i vores livsudfoldelse. Det kan også være, at vi i vores voksenliv finder ud af, at vores barndom ikke helt var lige så god, som vi havde fået fortalt os selv, at den var. Der er masser af livsomstændigheder, som vi ikke er herre over, men som indtræffer, og som giver os følelsen af skrøbelighed, forgængelighed og utilstrækkelighed. Alt det, som er det modsatte af et sikkert fundament for tilværelsen.

Denne usikkerhed har mennesker på utallige måder forsøgt at imødegå. Det kan være ved at søge sandheden i den stærke mand. Eller det kan være ved at søge sandheden i sin religiøse overbevisning.

Saulus måtte opgive sandheden

I den første læsning, som vi hørte i dag, møder vi Saulus, som om nogen havde søgt sandheden i sin religiøse overbevisning. Saulus var en from jøde, som så det som sin vigtigste mission at sikre sig, at den udgave af jødedommen, som han mente, var den helt sande religion ikke blev ændret. For, hvis den jødedom, Saulus abonnerede på, blev ændret, var det ensbetydende med, at han havde taget fejl. At hans fundament ikke var så sikkert, som han gerne ville have det til at være. Derfor var Saulus vanvittig optaget af, at den nye gren i jødedommen, Vejen, dem der troede på, at Jesus fra Nazareth var Guds søn, og den sande Gud ikke spredte sig. De Jesus-troende jøder skulle stoppes, for det var både kættere og konkurrenter til Saulus’ tro.

Men, der sker det helt underfulde for Saulus. Han bliver stoppet af Jesus. Ja, den Jesus, hvis følgere Saulus er i gang med at forfølge, begår indbrud i Saulus’ liv. Saulus, der var så stærk i sin overbevisning om, at han havde sandheden, bliver i beretningen gjort blind. En blindhed som symbolisere, hvor gruelig fejl Saulus havde taget. For i stedet for at have lyttet til de Jesus-troende, havde han været så overbevidst om, at han alene havde sandheden, og derfor vidste han på forhånd, at de havde taget fejl. Saulus’ indre fundament er rethaveri, sandhed og blindhed skulle brydes ned, så troen på Jesus som sandheden kunne bygges op.

Sandheden er en person

Det forunderlige ved kristentroen er, at sandheden er en person. Nemlig Jesus af Nazareth. Kristentroens sandhed er først og fremmest en bestemt fortælling. Nemlig beretningen om, at Gud blev menneske. Et menneske, som blev flygtning og fattig. Et menneske, som altid elskede. Og som særligt tog sig af den fattige, fremmede og faderløse. Mennesket, Jesus af Nazareth, gik altid en ekstra mil, og han sagde bed for jeres fjender. Alt dette, fordringen om at elske ens næste er virkelig forunderligt i sig selv, men kristentroens sandhed er også, at Jesus af Nazareth ikke bare var et særligt menneske. Nej, Jesus er Gud. Det vil sige, når vi skal forsøge at finde ud af, hvem Gud er, må vi lære historien om Jesus at kende. Det er en historie, vi lærer at kende, når vi øver os i at tage fordringen til os. Når vi øver os i at bede for vores fjender. Eller i hvert fald dem vi er uenige med. Når vi forsøger at drage omsorg for dem, der er udenfor her hos os. Når vi stopper med at være selvcentreret og løfter blikket og ser vores næste.

Jesus er sandheden. Han alene kan gøre os frie. Men det er en anderledes frihed, end den alle de andre sandheder vil tilbyde os. For det er en frihed, som nedbryder vores indbygget tanke om, at vi er guder. Det er en sandhed, som virkelig er et kors for tanken, for vi vil så gerne have kontrol, styrke og bemægtige os sandheden. Men den eneste, der kan rumme hele sandhedsfylden er Jesus Kristus. Derfor er det dagligt en øvelse for os at give slip på at være indehaver af sandheden og i stedet overgive os til sandheden, som den er åbenbaret i Jesus, der er Kristus.

Kristentroens sandhed er kærlighed

Det er virkelig gode nyheder for os, at vi ikke selv skal rumme hele sandheden. Og deri er der også en advarsel mod at stole på de mennesker, der kommer med sandheden. Om det er religiøse figurer, politiske lederskikkelser eller andre, der vil forføre os. Igen og igen viser historien os, at de der bemægtiger sig sandheden, sjældent arbejder for det fælles bedste. I stedet arbejder de for dem selv.

Den dybeste sandhed, er aldrig en idé, ideologi eller religion. Nej, det er Guds-manden Jesus Kristus. Og Gud vil aldrig manipulere dig eller mig til noget. Tværtimod vil Jesus give dig frihed til at undersøge livet, hvor kompleksitet, afmagt, sorg, glæde og kærlighed eksistere på en og samme tid.

Derfor kan vi tage Jesu ord til os om, at sandheden skal gøre os frie. For Jesus sætte altid mennesker fri. Fri til at elske Gud, vores næste og os selv. Det er en kærlighed, som er udadvendt og som skaber forbindelse med vores verden. Kristentroens sandhed vil altid være forankret i kærlighed.