Fastetiden fjerner blikket fra os selv - en prædiken

I onsdags begyndte den kristne fastetid. I 40 dage er kristne verden over i gang med at forberede sig til påske. I 40 dage giver kirkerne mennesker en ramme til at tage et skridt tilbage fra hverdagens rytme, og i stedet er fastetiden en invitation til at undersøge kristendommens kernebudskaber.

I en stor del af kirkens tradition har fastetiden været forbundet med afholdenhed. Maden skulle være enkel og fornøjelser så som en god øl eller andet skønt, holdt man sig fra. Det var både sindet og kroppen, der skulle forberede sig til den store påskehøjtid. I dag er der fortsat kirkesamfund, der har en konkret praksis i forbindelse med fasten, men hos mange af os lutherske kristne tager vi ikke praksissen alt for alvorligt.

Heldigvis betyder det ikke, at vi ikke kan tage fastens kald til os. I dagens læsninger lige fra 1. Mosebog, til Jakobsbrevet og til evangelielæsningen er der et centralt kristen kald: Lad ikke synden få styring i dit liv. Både Jakobsbrevet og Lukasevangeliet advarer mod en specifik fristelse: Lad være med at kæmpe om at være den største.

I vores danske samfund, som er meget anderledes end den jødisk-romerske verden, hvor teksterne er skrevet ind i, vil det være let at falde i fælden, der hedder, at med Janteloven er der ikke stor fare for, at vi bliver fristet til at tænke, at vi er størst. For med Jantelovens ord om, at du skal ikke tro, du er noget, ved vi alle sammen godt, at vi er lige. Eller gør vi?

Fristelsen er et menneskeligt vilkår

Forleden tog jeg mig selv i at tænke, hvorfor er der ikke flere, der har fundet ud af, hvor dygtig en teolog jeg egentlig er? Når jeg ser studiekammerater eller andre teologer, der bliver citeret i diverse aviser, og som får bragt deres debatindlæg, kan jeg mærke, at hvis jeg ikke er opmærksom, bliver der stukket til noget inden i mig. Noget, der har en lyd af misundelse, arrogance og en følelse af forbigåethed.

Måske kender I det også fra jeres hverdag. Der er en, der kommer foran i køen. Ikke køen i supermarkedet, men køen til det gode job, det fede hus, eller invitation til en fest som man da egentlig også selv gerne vil med til. Der kan være forskellige øjeblikke - store som små - hvor man gerne vil ses og blive anerkendt.

Dagens tre læsninger fra Bibelen arbejder allesammen med, at fristelsen faktisk er et vilkår ved at være menneske. Synden lurer uden for døren. Hjertets dør. Den vil så gerne ind. Fristelsen er så at sige ikke noget, vi kan slippe af med. Men i stedet for at nære den, kan vi vælge at følge Jesu eksempel.

Jesus kom til verden, hvor han som Gud havde alle grunde til at vise, at han var den største. I alle tænkelige sammenhænge ville det mest naturlige være, at Jesus demonstrede sin magt. I vores salmeskat er der en af de smukkeste salmer, som forsøger at sætte ord på, at Jesus burde have vist sin magt. I femte vers af salmen: Mit hjerte altid vanker, lyder det:

Hvi skulle herresale ej for dig pyntet stå? Du havde at befale, hvad end du peged på. Hvi lod du dig ej svøbe i lyset som et bånd og jordens konger løbe at kysse på din hånd?

Hvorfor lod Jesus sig ikke svøbe i sollyset som et bånd? Stærkere kunne Jesus ikke have demonstreret sin guddommelige magt. Men Jesus gjorde det modsatte. Jesus knælede foran sine venner med et håndklæde over sin skulder, og han vaskede deres beskidte fødder.

For i Guds perspektiv er sand storhed ikke prestige, penge eller præmier. I Guds perspektiv er sand storhed, tjenstvillighed, tålmodighed og taknemmelighed.

Fastetiden er derfor ikke en invitation til at vise, hvor dygtig man er til at give afkald på kaffe, slik eller sociale medier. Fastetiden handler aldrig om, hvad man kan opnå over for en selv. Nej, fastetiden er en invitation til at få øje for det væsentlige. Nemlig et blik for, hvem der er ens næste i dag.

Taknemmelighed er en modgift til storhedsvanviddet

Den eneste måde vi kan imødegå det vilkår, vi alle er sat i nemlig ønsket om at ville være den største, er ved at tjene. Ved at have Jesus som forbillede, som altid lod sig forstyrre. Særligt lod Jesus sig forstyrre af dem, som alle andre var enige om, var de ringeste i samfundet. På samme måde er fastens kald til os: Lad dig forstyrre. Lad dig forstyrre af den fattige, fremmede og faderløse. Lad dig forstyrre af ham eller hende, som andre ikke vil se i øjnene eller høre på.

Når vi igen mærker fristelsen til at ville være den største, må vi bede om, at Guds Helligånd må fylde os med taknemmelighed. Taknemmelighed over alt det, som vi allerede har modtaget af gode gaver igennem vores liv. For taknemmelighed er en modgift til storhedsvanviddet.

Det er så let for os mennesker at bruge en religiøs praksis såsom fastetiden til at ville selvpromovere os selv. Vi er altid snublende tæt på at søge andres gunst. For det er det menneskelige vilkår. De seneste par år er det blivet “in” at faste. Fra kaffe. Fra mad. Fra skærmtid. Igen og igen må vi spørge os selv, hvorfor går jeg med på denne “trend”? Er det for at stå i et godt lys, eller er det for at fordybe mig i den kristne tro?

Derfor er det godt at blive mindet om, hvad det er for en faste, som virkelig er Gud velbehagelig. Fra Esajas’ Bog lyder det:

Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.

Må fastetiden blive fyldt med nåde, fred og glæde. Hvor fristelsen mod at ville være den største, bliver mødt med modgiften taknemmelighed og generøsitet, som har i ophav i Gud, der gav afkald på alt for at skabe evigt fællesskab med os - til tider selvoptaget mennesker.