Gud begik indbrud hos døden - en prædiken

Påskeevangeliet

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. Johannesevangeliet 20,1-118

Endnu en gang er vi her. Ved den morgen, som ingen vidste skulle blive historiens vigtigste. Da solen begyndte at stå op, var det en forårsmorgen, som det havde været så mange gange før. For nogle få personer var det dog en morgen fyldt med sorg.

Måske kender du det, at du sørger, og selvom nattens søvn har gjort dig godt, vågner du med sorgen som sindets melodi. Det kan være sorg over at have mistet en, du har kær. Eller en sorg over et afslag på et job, som man virkelig havde håbet på. Eller en sorg over, at en, man elsker, har forladt en. Den dybe sorg kan knuge ens sind, og uanset hvor meget solen skinner udenfor, vil skyerne i ens sind ikke forsvinde. Faktisk virker det helt som en provokation, at der er endnu en dag, som skal gennemleves. Sorgens naturlige ven er aftens mørke og nattens stilhed. Morgenstund og sollys har intet med sorg at gøre, og for den sørgende er dagens lyse timer noget, man må udholde. Som man må komme igennem, inden aften og natten kommer igen og afspejler sindets grålige farver.

Det er denne stemning, denne sorg, der bæres ud til graven. Maria Magdalene ventede ikke på, at solens stråler skulle håne hendes sorg. Hun gik ud til graven i mørket, ligesom hendes sind var mørkt af smerte over at havde mistet ham. Hun kom ud til graven, mens der endnu var mørkt. Tusmørke. Der, hvor hun kunne se konturer af træer, bygninger og mennesker. Men Maria mødte ingen, for selvom det var den første dag i ugen, og Jerusalem var ved at vågne, var hun på vej ud til graven, som lå væk fra byen. Graven, der lå i Josefs have, og som han havde givet til Jesus. Til ham.

Maria kom ud til haven og hen til graven. Men på lang afstand kunne hun ane, at der var noget galt. Det var som om, der var en uorden. Som om, at havens hvile og skønhed var blevet forstyrret. Der var noget på færre. Maria kom tættere på graven, som var i klippehulen, og selvom der var mørkt, og hun havde nogle meter, før hun kom hen til hulen, kunne hun se, at stenen var blevet skubbet fra indgangen. Der var nogen, der havde begået indbrud. Hvem kunne det være?

Når vi kender påskefortællingen, kan vi så nemt overse, hvad der virkelig var på spil for Maria Magdalene. Vi ved, at det hele ender godt, men i dag tror jeg, at vi skal gribe muligheden for at zoome ind på Maria Magdalenes beretning. For ved at se på påskens budskab med Maria Magdalenes blik, får vi en guddommelig hilsen, som vi kan leve af og på.

Fortællingerne om Maria Magdalene

Maria Magdalene er en af de bibelske kvinder, som er blevet gjort til genstand for mange spekulationer. Både i kirkehistorien, i litteraturen og i popkulturen. Maria Magdalene er blevet skildret som den kvinde i Bibelen med måske den tætteste relation til Jesus. I Dan Browns forfatterskab er hun blevet genstand for at være Jesu elskerinde.

I et skrift med navnet Mariaevangeliet tildeles Maria Magdalene en hel særlig discipelrolle, hvor hun får særlige budskaber fra Jesus. Skriftet lægger vægt på åndelighed og afskyr alt det kropslige og jordiske, og derfor regnes det ikke som et gældende kristent skrift.

I den katolske kirke er der opstået en fortolkning af Maria Magdalene som den kvinde, der knuste en alabastkrukke og salvede Jesu fødder med olie, og kvinden tørrede fødderne med sit hår. I passagen i Lukasevangeliet beskrives kvinden som værende prostitueret. Men umiddelbart er det en helt anden kvinde, der tales om end Maria Magdalene.

Maria Magdalene er altså en kvinde, som der er blevet fortalt mange usande historier om igennem tiden. Men måske var det ikke kun i historiens vingesus, at Maria Magdalene oplevede, at der blev fortalt urigtige historier om sig. For med det materiale, vi har om Maria, er der også stor mulighed for, at Maria oplevede, at hendes samtidige digtede om, hvem hun var. Vi får fortalt om Maria Magdalene, at hun havde været besat af syv dæmoner, og hun var blevet helbredt af Jesus, og sammen med de tolv disciple og nogle andre kvinder, var hun en fast del af Jesu vennegruppe.

Jeg tror, Maria Magdalene oplevede, hvordan mennesker omkring hende har set hende som skør. Som utilregnelig, Som en, der blev bagtalt. Som en, der ikke blev regnet for noget. Med befrielsen af sine dæmoner oplevede hun et nyt liv, men selvom hun var blevet befriet fra dæmonerne, var hun ikke blevet befriet fra sladderen, drillerierne eller de nedladende kommentarer.

Mange af os kender til, at vi bliver fastholdt i en bestemt rolle. Det kan være i søskendeflokken, hvor man altid vil være lillesøsteren, som ikke kan finde vej. Eller man mødes med nogle gamle klassekammerater, og de ser fortsat en som klassens klovn. Eller det kan være blandt kollegaerne, at de fortsat driller en med, at man fik kaldt chefen det forkerte navn den første dag på arbejdet.

Det er uskyldige eksempler, men vi kender måske også til at blive fastholdt i et gammelt jeg, som er mindre uskyldigt. Der, hvor vi ikke kan slippe fri fra de fejl, vi har begået. Eller der, hvor der er en løgn om os, som har så godt tag i en, at lige når vi tror, vi er befriet fra den, hører vi endnu en gang løgnen som en sandhed om os.

Jesus havde befriet Maria Magdalene fra hendes syv dæmoner, og Maria var blevet en del af Jesu inderkreds. Hun havde fulgt ham i medgang og i modgang. Hun havde set, hvordan flokke af mennesker havde stimlet sig sammen om Jesus, og hun havde hørt hyldest råbende: “Hosianna, Davids søn!” Men hun havde også set og hørt, hvordan de samme mennesker, havde råbt: “Korsfæst ham!”

Det utænkelig skete. Jesus blev korsfæstet og på ingen tid, var Marias verden styrtet i grus. For ham, der havde befriet hende fra de syv dæmoner, og som efterfølgende havde befriet Maria fra at tro på de nedladende kommentarer, var nu taget fra hende. Og selv på denne morgen, hvor hun i mørket var gået ud til ham, var han selv i dette tusmørke taget fra hende. Selv hans legeme og hans hvilested var ikke længere et helle for Maria.

Gud begår indbrud

Nu er solen stået op, men Maria er fortsat i sorgens nat. En lille solstråle rammer Marias sind ved, at hun møder havemanden. Han må da vide, hvad der er sket ved graven. Hvad det er for et indbrud, der er blevet begået. Hun samler alle sine kræfter og spørger, om det er ham, der har flyttet hendes Herre.

“Maria!”. Det er i det øjeblik, hvor Jesus kalder hende ved navn, at Marias indre natlige mørke bliver til morgens lys. Ja, til opstandelsesmorgen. For opstandelsen erkendes af Maria, da hun oplever, at ham, der befriede hende fra de syv dæmoner, og som havde befriet hende fra at tro på de nedladende kommentarer, nu befriede hende fra at overgive sig til dødens mørke. Da Jesus kaldte hende ved navn, blev Maria evigt helet. Helet fra alle de sår på sjælen, som livet havde givet hende.

Når den opstandne Jesus kalder Maria og os hver især ved navn, bliver vi helet. For ligesom Jesus kendte Marias fortid, nutid og fremtid, sådan kender Gud også os. Der er ingen dæmoner hos os, der kan binde os og løsrive os fra Guds kærlighed. Jesu død var nødvendig, for på den måde kunne Gud berøve døden magten over os mennesker. Gud begår indbrud hos døden.

Påskens fortælling beretter om, at livet største fjende for evigt vil være bestjålet sin magt. Dødens magt ses i glimt, når mennesker bliver nedbrudt både i det fysiske legeme men også i sindet. Vi ser glimt af død, når vi bliver bundet af nedladende kommentarer, fastholdt i gamle usunde roller, og når magthavere misbruger deres magt over civilbefolkningen.

Der er masser af død omkring os, men i dag må vi sammen med Maria insisterer på, at Jesus er "Rabbuni", at Jesus er Mesteren. Mesteren som begik indbrud hos døden, og dermed berøvede den endegyldigt magt, og Mesteren som er her lige nu og kalder dig og mig ved navn.

Hvor er det godt, at vi endnu en gang er kommet til påskedag. For vi har brug for at høre Maria Magdalenes vidnesbyrd til os, som det er gendigtet hos Grundtvig:

Redningsmanden er opstanden, er opstanden i morgengry. Helvede græder, Himlen sig glæder, Himlen sig glæder ved lovsang ny. DDS 230 v. 2