Pinseunderet emmer af kærlighed - en prædiken

Forleden så jeg på et socialt medie en journalist spørge en række mennesker om, hvad er det nu lige, der sker i pinsen? De fleste var mest af alt i tvivl. Nogen mente, at det handlede om palmefredag, og en enkelt fik sagt, at det måske handlede om kirkens fødselsdag. Nogle fik spurgt en sprogmodel til råds, og andre overvejede om det havde noget at gøre med, at man skulle fejre, at pinsesolen danser. Sådan kom der morsomme og hyggelige svar til journalisten.

Hvis vi nu skal være helt ærlige over for hinanden, og det er nok bedst, vi er det her til gudstjeneste, er der måske hos os alle en lille fornemmelse af, at det kan være svært at forklare pinsen. Altså, det kan være svært at få greb om, at Helligånden kom, og det ledte til, at uuddannede mænd og kvinder lige pludselig kunne fortælle om Jesus af Nazareth på sprog, som de aldrig havde talt eller forstået før. Pinsens budskab kan hurtigt virke flyvsk og åndelig, og indholdet kan virke som noget, der slet ikke har med os at gøre, for vi kan ikke se Helligånden. Vi ser ikke tunger som af ild, der sætter sig på vores skuldre, og vi taler ikke pludseligt på nye sprog, som vi aldrig har lært før.

Det at forklare pinsens budskab har svære kår, men vi må ikke opgive indholdet af budskabet. For pinse er opfyldelsen af julens glædelig nyhed om, at Gud blev til menneske, og påskens forunderlige meddelse om, at Gud forsonede alt med sig. Uden pinse har julens mirakel og påskens mysterium ikke den forvandlende kraft, som strømmer ud af disse begivenheder. Det er pinsen, der beånder julens insisteren på, at Gud blev menneske for at kende alle menneskelige vilkår. Det er pinsen, der fornyer påskens mirakel om, at døden ikke skal have det sidste ord om nogen. Pinsen skaber tro, håb og kærlighed. For det er med Helligåndens komme, at mennesket får vidnesbyrdet om, at Gud aldrig slipper sin verden. Pinsen er panten på, at Gud igen en dag vil komme og sætte sine fødder på denne jord, og indtil da virker Gud i verden igennem sin Hellige Ånd. Denne virken sker på mangfoldige måder, hvor kirken er en af dem.

Pinsens pejlemærker

Når vi skal undersøge, hvordan Guds ånd virker, er vi nød til at låne fra forskellige erfaringsverdner. For vi kan ikke se Helligånden, men vi kan se aftryk af Åndens virke. Vores pejlemærker for at genkende Helligåndens virke er Guds karaktertræk. Det er altså i det, der er smukt, godt, sandt, kærligt, generøst, tilgivende, nådefuldt og omsorgsfuldt.

I vores vilde verden kan det til tider være svært at tro, at vi mennesker ikke er overladt til os selv. Nogle gange er ondskaben, kynismen, grådigheden, hævntørsten og selvhævdelsen stærke kræfter, som kan virke umulige at overvinde. For det er ikke kun kræfter, der bor i tyranner og demagoger, men det er også kræfter, som bor i os hver især. Vi kan alle være på nippet til at sætte os selv over det fælles bedste. Vi har alle en snært af ondskab i os.

Det kan gøre en lige lovlig trist til mode at tænke på verdens tilstand. Om det er den store verden, eller om det er den nære verden. Vi skal ikke kradse længe, før vi kan se, der er ridser i lakken. Der, hvor vi kan se, at vi er blevet svigtet af nogen, som vi forventede mere af. Og sågar kan vi også se, at vi har svigtet nogen, som vi skulle have været mere for. Det er i denne triste virkelighed, at vi har brug for at høre, at pinseunderet også kommer til os.

Pinseunderet materialiserede sig i, at de første, der erfarede pinsen, oplevede, at de kunne fortælle om Guds kærlighed som den var blevet kendt igennem Jesus på sprog, de aldrig havde talt før. Det var et sprogunder. Det dybe mirakel bestod overraskende nok ikke i, at disciplene kunne tale på nye tungemål. Nej, det dybe pinseunder bestod i, at de skel der var mellem disciplene og menneskerne omkring dem i Jerusalem blev nedbrudt. Pinsens sprogunder var et symbol på det, som Gud virkelig vil. Gud vil, at alle skal blive et. Alle skal være i samhørighed og fællesskab fremfor at være adskilte og splittede.

Pinse handler derfor først og fremmest om alt det, som skaber fællesskab på tværs af grænser. Om det er nationale skel, religiøse skel eller økonomiske skel, insisterer pinsens budskab på, at uanset alt det, der skiller os fra hinanden, kan Guds kærlighed forene os.

Lige nu oplever mange af os, at verden er splittet. Der er mange, der er vrede på nogen, og der er mange, der trækker sig fra samfund, for de orker ikke at engagere sig. For, hvad skal det nytte? Selv i vores lille skønne land kan vi også mærke, at der er kræfter, der dyrker splittelsen. Det kan handle om kampen mellem land og by, mellem det grønne og landbruget, mellem koloniejere eller i familier, hvor man ikke forstår hinanden på tværs af generationer. Det slår sprækker i det ydre, og flere og flere oplever også, at det slår sprækker i det indre. Det er en erfaret virkelighed, at det er svært at være menneske.

Når vi møder denne virkelighed, om det er på den store klinge eller i det helt nære, er det, at vi må læne os ind i pinseunderet. Vi må bede Gud om, at vi må få øjnene op for der, hvor Guds Hellige Ånd er i gang med at virke. Her må vi tilbage til pejlemærkerne. Nåden, skønheden, håbet, generøsitet, omsorgsfuldt, tilgivelse og kærlighed.

Nogle gange ser vi det, når der er mennesker, der insisterer på at have fællesskab med hinanden, selvom forskellighederne ikke kunne være større. Andre gange mærker vi Åndens virke, når vi finder vej i at tilgive uden først at skulle hævde os selv. Igen oplever vi måske Helligåndens nærvær, når vi i en kort stund mærker freden sænke sig i vores familie og i os selv.

Pinse er opfyldelsen af Guds løfte om, at verden ikke er overladt til sig selv. Men pinse er også en forventning om, at selv i de mest håbløse situationer, kan godhed og skønhed bryde igennem, fordi Guds ånd er på færde.

Pinse i dag er det, der sker i mellemrummene. Der, hvor vi ikke turde at tro på, at der kunne skabes håb og fred. Det er i mellemrummet, at pinseunderet opstår. Når vi slet ikke vidste, at vi havde brug for pinse, kommer pinsens mysterium til os. Pinse overrasker os med livsmod. Pinsen nærer os med tro på skaberkraft. Pinse fylder os med håb. I livets mellemrum. I det umulige. I alt det, hvor vi må bruger billeder fra naturens skønhed til at forstå og gribe om pinsens ånd. Pinse er for alle. Og måske særligt dem, vi har dømt udenfor. For pinsens Gud vil forene alt med sig. Indtil den dag det sker må vi spejde efter de små pinseundere hos os. Dem kan vi altid genkende ved at de reflektere godhed, skønhed, generøsitet, glæde, fred og håb med sig. Ja, at ethvert pinseunder emmer af kærlighed.