Lad os tro på trods - en prædiken

Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.«

I dag bliver vi igennem de tre læsninger fra Bibelen mødt med en vision, som kan være helt ufattelig at forstå. Nemlig det, at Gud vil drage alle mennesker til sig.

Jesus sætter denne vision som et modsætningsforhold til “denne verdens fyrste.” Der er noget i ondskabens væsen og natur, som altid vil skabe splid, krig og ulykke. De seneste år har vi på nært hold set konsekvensen af ondskab, når vi har fulgt med i krigen i Ukraine. Eller, når vi har fulgt med i Israel-Palæstina konflikten, eller når vi inde for det seneste halvandet døgn har hørt den amerikanske præsident nedgøre de allieredes indsats i krigen i Afghanistan.

Det er svært, hvis man følger med i den daglige nyhedsstrøm virkelig at tro på, at der er kræfter, der arbejder for den vision, vi har fået præsenteret i dag. Når vi umiddelbart ikke kan se det på det store samfundsniveau, giver det så overhovedet mening at prøve at tro det?

Tvivlen stjæler livsmod

Jeg tror, at Jesus allerede i blandt sine venner, og dem der fulgte ham, kendte til denne grundtvivl. Det er svært for os mennesker at tro, at Gud er i gang med at forny denne verden, når det vi oplever, er det modsatte. Når vi mærker, hvordan bekymringerne sniger sig ind på os. Når vi kan mærke splittelsen hos og i os selv. Når vi ikke længere orker at diskutere med dem, vi er uenige med. Eller vi orker slet ikke at finde ud af, hvad vi mener, og i stedet kan vi mærke, at apatien og den ironiske distance slås om pladsen i vores sind.

Tvivl er ikke et nyt eller moderne fænomen. Tvivl er nok en del af det at være menneske. Det er muligt at nære tvivlen. Det er så let at tilvælge tvivlen fremfor troen. For i tvivlens univers kan vi være passiv. Vi kan være ligegyldige. Vi kan søge eskapismen. Fjerne os fra at engagere os i livet her og i stedet dagdrømme os ind i universer, der er helt anderledes end os. Tvivlen kan ofte virke attraktiv, fordi den umiddelbart kan virke som det lette valg.

Jesus kendte til denne tvivl. Både hos sine venner og hos sig selv. Men Jesus anbefaler os ikke at vælge tvivlen. For selvom tvivlens vej virker tiltrækkende, er det en vej til død. Ikke sådan ment i konkret forstand men i åndelig forstand. Tvivlen nærer nemlig ikke sjælen eller sindet med god kost, men i stedet dør ens sjæl og sind. Man mister evnen til at se det, der giver en glæde, dybde og mening i livet. Man mister så at sige livskraft.

Kristentro er tro på visioner

Jesus inviterer os til at vælge troen. Men det er ikke en tro, som er afgjort og defineret af ens indre følelsesliv. Det er en tro, der er båret af visioner. Og en af de visioner, er, at Gud vil forene alle folkeslag med sig. For det er ikke kun i vores tid, at det har været mest trygt at opdele verden i os og dem. Nej, sådan har spillereglerne været altid. Menneskeheden har altid forholdt sig til, om du er en del af flokken eller ej.

Da Gud udvalgte dem, der senere blev til det jødiske folk, kæmpede Guds udvalgte folk hele tiden med at forstå, hvorfor de var udvalgte. I hele Det Gamle Testamente, den jødiske bibel, kan man læse, hvordan de hele tiden tror, at de er udvalgte for at udgrænse de andre folkeslag. At de som udvalgte naturligt måtte være mere værdifulde. Eller være specielle. Eller kunne noget helt unikt. Men igen og igen lød Guds ord til dem, at grunden til de var udvalgte, var for at tjene de andre folkeslag. Eller som Bibelens omkvæd lyder igen og igen: Tag dig af den fremmede, fattige, faderløse og enken. Udvælgelse i Bibelen handler ikke om at være overlegen, men det er en mulighed for at arbejde med på Guds vision for denne verden.

På samme måde har kirken igennem historien og også nogle steder i dag svært ved at forstå, at det at være en del af Guds hellige og udvalgte, handler ikke om selvhævdelse, protektionisme eller at passe på en bestemt national selvforståelse. Kirkens rolle er fuldstændig den samme, som den der var betroet det jødiske folk, nemlig med ord og handlinger at synge med på Bibelens omkvæd: Tag dig af den fremmede, faderløse, fattige og enken. På den måde bærer kirken med på Guds vision om at samle alle hos sig. For i Guds virkelighed er nationale tilhørsforhold, økonomisk skel, religiøs overbevisning, forskellige seksualitet, og hvad vi ellers går og definere os ud fra fuldstændig ligegyldigt.

Fra Jesu perspektiv er der en stor fælles mængde, som gælder for alle mennesker. Enhver er skabt i Guds billede. Enhver er værdifuld. Enhver er elsket og villet af Gud. Enhver har betydning. Det er denne vision, som den kristne tro handler om.

Nogle dage kan jeg mærke glæden og begejstringen ved denne tro i mit hjerte. Andre dage mærker jeg slet ingen ting. Og på andre dage igen mærker jeg mest af alt en tvivl. Men uanset, hvad jeg føler, kan jeg nære troen. Det gør jeg for eksempel, når jeg modtager nadveren. For i det lille brød og de få dråber vin, handler jeg i tro. Nemlig en handling, hvor jeg ordløst praktiserer en tillid til, at det er Gud, der finder mig.

"Den Mægtige finder vi ikke, den mægtige Gud finder os." Sådan har mange af os erfaret troen. At ligesom vi troede, at den var død, ligesom et hvedekorn, der bliver lagt i joden, kommer den igen og nogle gange i en styrket kraft.

I en tid, hvor der er meget usikkerhed både tæt på os og langt fra os, kan vi i trods læne os ind i Guds vision for verden. At en dag skal sværdene smeltes om til plovjern og spyd til vingårdsknive.. At en dag skal denne verdens fyrste, ondskaben, evigt dø. Men indtil da synger vi med på omkvædet for denne vision, når vi øver os i at tage os af den fremmede, fattige, faderløse og enken, for derigennem bliver vi selv mindet om, at vi er skabt i Guds billede, og vi er elsket og villet af Livets Herre.