Gamle myter lærer os om kærlighed - en prædiken

I vores hverdag, hvor det handler om at få smurt madpakkerne, sørge for at børnebørnene kommer til fritidsaktiviteter, eller holder sig opdateret på seneste trends på TikTok, er det sjældent, at vi tænker på slanger, fristelser, og om det Gud har sagt, nu virkelig kan passe. Hvis vi nu skal være helt ærlige, er der mange af os, der faktisk ikke rigtig tænker på Gud, eller hvad Gud måtte have at sige om dette eller hint.

Men i Bibelen er der forskellige fortællinger, der handler om slanger og fristelser. En af fortællingerne kommer allerede helt i begyndelsen i Bibelen. Den handler om, hvordan der kom en adskillelse mellem Gud og alt det skabte, særligt set fra et menneskeligt perspektiv. Der er en slange, som kan tale, og som stiller spørgsmålstegn ved, om det Gud har sagt, nu kan passe. I en senere fortælling i Bibelen, handler det om ørken, sult, tørst og afmagt. Her kommer Djævlen igen, måske også som en slange, og stiller spørgsmålstegn ved, om det Gud har sagt, nu kan passe.

Vi lever i en tid, hvor det handler om det fysiske. Det vi kan måle og veje. Om, hvordan det går med aktiemarkedet, eller priserne på fødevarerne. Eller om vi har fået sparret nok sammen til at tage på ferie. Eller, hvordan vi kan skære ned på vores CO2-udledning. Eller om det overhovedet kan svare sig at gøre noget, for USA, Indien og Kina er de store syndere. Og, hvad vil USA egentlig med Grønland, Gaza og Vesten? Det kan være svære tanker at rumme, og så er det altså lettere at vende tilbage til ens egen hverdag og nyde, at solen skinner, foråret er på vej, og snart springer det hele ud.

Er jeg mon værd at elske?

I vores tidsalder er det sjældent, at vi tænker på Gud. Men så lige i dag får vi rakt en invitation fra to fortællinger, som er gamle, mytiske og fyldt med evig gyldig visdom. I historien om Adam og Eva går mennesket fra uskyldighed til skyldighed. Det bliver illustreret i fortællingen ved, at mennesket fandt ud af, at det var nøgen, og de dækkede sig til. De puttede et lag på deres sande jeg, for de var bange for, at hvis Gud så dem, uden deres figenblad ville Gud ikke have noget med dem at gøre. Der var skabt en distance mellem dem og Gud. En distance, der handlede om, at i stedet for at stå ved sig selv var det lettere at gemme sig. Mennesket gemte sig for Gud, og de blev sendt ud af Paradiset.

Mange har igennem historien fortolket, at. Gud smed dem ud af Edens have, fordi Gud var vred på dem. Det tror jeg nu ikke. I stedet tror jeg, at Gud vidste, at nu, hvor mennesket ikke længere var uskyldigt, var det nød til at leve et liv uden for Paradiset. De var nød til at leve i den virkelige verden, hvor de kunne lære og vokse som mennesker. Hvor de kunne bliver mennesker på godt og ondt. For, hvis mennesket skulle stoppe med at gemme sig for Gud, skulle det erfare, at det ikke var Gud. Men det var menneske. Indeholdende alt det smukke, skabende og gode, men også med alt det svære, forkerte og onde i sig.

Og sådan fortæller den første historie os noget om, hvad vi indeholder. Vi kender til forskellen på godt og ondt. Men, vi er begrænset, og derfor kan vi ikke altid kun gøre det gode. Men vi er også begrænset i form af, at vi heller ikke altid kun kan gøre det onde. Vi er både og. Vi er komplekse. Men mest af alt er vi kommet i tvivl, om vi er værd at elske.

Guds evige kærlighed er til dig

I den anden fortælling møder vi Jesus, som bliver drevet ud i ørkenen for at faste. Der står i beretningen, at efter 40 dage og 40 nætter led han sult. Det er altså over en måned, at Jesus var i en ørken uden mad og drikke. For mig bliver det en påmindelse om, at Jesus ikke var et almindeligt menneske. Han var Gud-mennesket, som havde en helt særlig sammensætning i sig. Men selv Gud-mennesket kom til at lide nød. Og fristeren kom til ham. Og ligesom slangen i Paradisets have betvivlede Guds ord til mennesket, at de var elsket, sådan forsøger fristeren at skabe tvivl for Jesus om, hvem han var. Var han virkelig Gud-mennesket? Som skulle erfare alle menneskelige vilkår igennem kærlighedens øjne, for at den adskillelse, der var kommet mellem Gud og mennesket, da mennesket gemte sig, kunne blive brudt. Eller var han i virkeligheden ikke bare Gud, som kunne være fuldstændig ligeglad med disse menneskelige skabninger? Måske gøre dem til tjenere og slaver for ham?

I modsætning til Adam og Eva tog Jesus ikke et figenblad for sig, hvor han forsøgte at være mindre eller mere end det, han var. Han stolede på, at Guds evige kærlighed til alle mennesker var Guds virkelige virkelighed. At alt andet såsom rigdom, titler eller magt ikke var det, der skulle forene Gud og mennesket med hinanden. Det kunne kun være kærligheden. Ikke den der følelsesmæssige pladderromantiske kærlighed, men den kærlighed som gør, at man er villig til at gå i døden for sine venner. Den kærlighed, som driver en til at handle på måder, som virker helt guddommeligt. Den kærlighed, hvor der ikke er nogle figenblade i mellem Gud og mennesket, men hvor Gud bliver alt i alle.

Måske tænker vi ikke så meget på Gud i vores hverdag. Men Gud tænker hele tiden på os. I dag er vi stadig de menneskebørn, der prøver at gemme os. I vores fortælling er det ikke bag et figenblad, men det er bag status, succes, familierelationer, rejsevaner eller alt muligt andet, der kan måles og vejes.

Det er derfor, det er godt, at det igen i år er blevet fastetid i kirken. For det er en invitation til at aflægge os vores moderne figenblade, og i stedet tager imod Guds evige kærlighed. En kærlighed som bringer os hjem til os selv. Hvor vi ikke skal gemme os længere. Men, hvor vi kan sige: “Her er jeg”. Og vi vil høre Guds stemme svare: “Du er mit elskede menneskebarn. I dig har jeg fundet velbehag.”