I vores urolige og voldsomme verden har vi brug for at finde håb og styrke uden for os selv - en prædiken

Et hus kan være i splid med sig selv. Det kender vi måske både fra på afstand og i vores egne liv. På afstand har vi fx i politik set, hvordan partier ender med at nedsmelte, fordi de er i splid med sig selv. Fremskridtspartiet forsvandt, da Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og andre, syntes, at Fremskridtspartiet var for ekstremt, og de stiftede Dansk Folkeparti. Eller vi kan kende det fra virksomheder, hvor der kommer en ny direktør, som ikke er enig med bestyrelsen i virksomheden retning. Vi kender det måske også fra kirkelivet. En menighed eller en kirkeretning strides så meget internt, at evangeliet aldrig bliver forkyndt. Men vi kender det måske også fra os selv. At vi nogle gange handler i modstrid med vores værdier. Nogle gange gør vi det, fordi det gør, at husfreden bliver bevaret, men hvis det sker for ofte, kan vi mærke, at der er noget i os selv, der går i stykker. Det er ikke godt, når et hus er i strid med sig selv. Det vil falde.

I Bibelen møder vi en fortælling, hvor Jesus er i gang med at uddrive en dæmon, der er stum. Jeg synes, at alt det med dæmoner kan være svært at forstå i vores nutid. For er Bibelens ord om dæmoner et udtryk for det, vi kender i dag som psykiske lidelser, eller er der tale om en åndelig verden, som vi har mistet sprog for? Jeg er i tvivl. Måske er det en blanding. Men i hvert fald er der i fortællingen en anerkendelse af, at Jesus gør en forskel for den besatte. Der opstår en diskussion om, hvilken magt eller autoritet Jesus har bag sig. Er det Djævelen, eller er det Gud, der virker igennem Jesus?

På en eller anden måde anerkender Jesus præmissen for spørgsmålet. I stedet for at sige: “Venner, det er ved Guds kraft, jeg gør disse mirakler”, svarer Jesus, “at et hus i splid med sig selv lægges øde.” Hvis det er med Djævelens kraft, han forandrer den besattes liv, er det ondskab, der fordriver ondskab, og kan det overhovedet lade sig gøre? Og, hvad så med deres egne religiøse lærde, der gør mirakler? Ved hvilken kraft virker de?

Gud er den stærkeste

Jesus udfolder sit synspunkt yderligere ved at bruge et billede. Det handler om den stærke, der bliver overmandet af en, der er endnu stærkere. Den, der er endnu stærkere, vil sørge for, at den svagere part ikke længere kan bruge sin magt. I dette billede siger Jesus: “Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den der ikke samler, spreder.”

Når Jesus knytter sig selv til billedet på den, der er endnu stærkere, vil han gerne sige: Mine gerninger er fra Gud, og de er altid gode. Igennem mig rører Guds finger mennesker, og det bliver til deres redning. De er nu ikke længere overladt til dem selv, eller til de onde magter, for min gode magt gør sig nu gældende for dem. Jesus er den stærke. Han er den, som kom og kommer og overvinder det onde.

Jeg tror, at vi i dag har brug for at høre det her. For vi har brug for i vores urolige og voldsomme verden at finde håb og styrke uden for os selv. Og jeg tror, at vi kan finde styrke og håb i Gud. Ved at tillade os at tro, at Gud, der er godhed og kærlighed, er stærkere end alt det, der er ondt og nedbrydende. At Gud stadig kan røre os mennesker med sin finger. At alt det, der skaber adskillelse og skel, kan overvindes. At Jesus kan samle mennesker til at leve i kærlighed. Ligesom den stumme dæmon fór ud af den besatte, at sådan må alverdens dæmoner forsvinde i dag. At krigs-dæmonen, undertrykkelses-dæmonen, tyran dæmonen, volds-dæmonen og alle de andre dæmoner, som næres af frygt og ondskab må forsvinde. Her har vi som kirke på tværs af kirkesamfund et kald til at bede. Bede med ordene fra palmesøndag: Hosianna Davids Søn! Hosianna, der betyder: Frels os. Frels os Davids søn. Eller som der synges i en dansk salme: Spænd over os dit himmelsejl, rør jorden med din finger.

Mennesket har til alle tider brug for den stærkeste. Og det er sjældent Jesus, vi mennesker tænker på, som den stærkeste. Vi tænker mere på os selv. Det ydre. Det vi kan se, og det som vi kan måle og veje. Og der ligger også en dobbelthed her. For evangeliet kalder os ikke til at fjerne os fra denne jord. Vores liv skal ikke leves som en ventesal til Paradis. Nej, vores liv skal leves med Gud i centrrum. Som med dagens bibelske beretning betyder, at vi kan læne os ind i troen på, at Gud er den stærkeste. Og det er med det perspektiv på Gud, at vi kan være i vores hverdag. Hvor vi med vores stemmer, kan tale det onde midt imod.

Måske synes du ikke, at du er omgivet af decideret ondskab. Det er i hvert fald sjældent, at jeg opfatter de sammenhænge, jeg færdes i, som steder med ondskab. Men, jeg ser nogle gange, at der finder bagtalelse sted. Eller en kultur, hvor man hævder sig selv på bekostning af andre. Eller fattigdom. Eller hyggeracisme. Eller frygt for nogen, der har en anden seksualitet end de fleste andre. Eller kvindefjendskhed. Der er nok af dæmoner, som måske ikke er direkte forbundet med ondskab, men som nedbryder næstekærligheden. Her kan vi bruge vores stemmer. For vi taler ikke bare i kraft af os selv, men vi kan lade os fylde af Guds perspektiv på verden og tale med afsæt i Guds virkelighed. Vi kan tale alt det her imod. For vi kan lade os fylde af Guds ånd, som kan give os styrke og visdom. Som kan hjælpe os med at navigere i vores hverdag. Heri består der et kald til praksis. For, som Jesus fortæller videre i beretningen er det ikke nok at feje og rydde op i ens hus. Men det er også vigtigt, at man fylder huset med Guds ånd.

Hvad nærer du din ånd med?

Her mod slutningen af fortællingen kommer Jesus med en advarsel til sine lyttere. Han siger nemlig, at det er ikke nok at gøre forårsrengøring i det åndelige hus. For, hvis huset er rent og pænt, indbyder det til, at alt muligt kan flytte ind.

Jeg hører, at Jesus siger til os, at det er ikke nok at faste for din krops skyld. Det er i åndelig forstand ikke nok at holde hvid januar eller undgå sukker. Det er ikke nok at sige undskyld og bede om tilgivelse, hvis vi ikke er villige til at fylde os med Guds værdier. Kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Det er med disse værdier eller kendetegn, at vi kan undgå, at det er andre værdier, der flytter ind os. Det, Jesus måske mest af alt prøver at sige til os i dag, er, at vi står ikke på neutral jord. Der er værdier, der er bedre end andre. Der er noget, der er godt og ondt. Og vi kan bruge fastetiden på at fylde os med det gode. Men ikke for vores egen skyld alene. Lige så meget for vores næstes skyld. Så vores næste kan få en stemme at proklamere fred og glæde med.

Vi kan bruge dagens fortælling til at arbejde for, at flere mennesker kan bruge deres stemme. At være med til at sætte den svage i frihed. For vi kan trække på Guds ressourcer ved at lade os fylde af Guds ånd. Af Guds værdier. For Gud er den allerstærkeste. Og det er gode nyheder til os i den tid, vi lever i lige nu. Og det er også gode nyheder for vores næste.