Kristi flyvfart handler om kærlighed - en prædiken

Kristi himmelfart har altid været en helligdag, som jeg har oplevet som gådefuld. I modsætning til julens dage eller påskens og sågar også pinsens, har jeg altid tænkt, at det er svært at sætte ord på, hvad vi skal bruge dagen til. Hvorfor er den vigtig i den kristne fortælling? Hvad kan den berige os med i dag?

Kristi himmelfart finder sted 40 dage efter påske og ti dage inden pinse. Det er en dag, som er afgørende for, at noget andet kunne følge efter. Det er en dag, som i sig selv flagrer, men som i sin helhed er vigtig og betydningsfuld. Og måske peger himmelfartsdagen på noget af det, vi mennesker kender allerbedst. At der er dage, der isoleret set er uforklarlige og mærkværdige, men i deres sammenhæng bliver de meningsfulde og nødvendige.

Efter påsken. Efter al smerte, lidelse og død kom opstandelsen. Det er noget, som både i dag og den gang, hvor Jesus levede, var ret svært at tro på. Ligesom i dag tænkte man, at de døde forblev døde. Derfor havde Jesus sprunget alle forestillingsevner. For han havde været som alle andre mennesker. Han havde grinet, grædt, udvist vrede og glæde. Jesus havde for sine venner været et helt særligt menneske, men hver gang Jesus havde talt om død og opstandelse, havde vennerne ikke forstået eller begrebet, hvad han talte om. For døde forbliver nu en gang døde.

Men med påskedag brød Jesus med alle sine venners forestillinger om ham. Han var ikke alene menneske, men han var Gud. For han kunne som Gud bryde mørkets største magt, døden. Gud, der er livets skaber og opretholder, kunne overvinde det, som mennesker aldrig har kunnet. Døden.

Og der stod han som en havemand og talte med Maria. Eller han besøgte sine venner, og gik igennem den låste dør. Men han var ikke et spøgelse. For Thomas, der så gerne ville tro, rørte ved hans sår i siden og hans naglemærker i hænderne. Sådan gik der 40 dage. Hvor Jesus lavede mad på en strand; talte med sine venner om alt det, der var sket, og alt det, der skulle ske. At nu, hvor livets største fjende, døden, var besejret, så skulle livets sande og dybe udtryk sætte sig igennem, nemlig kærligheden. Livets kærlighedsudtryk er ikke forbeholdt nogle som helst, men alle - også ens fjender - skal omfavnes af kærlighed.

Det er lige netop derfor, vi har brug for Kristi himmelfartsdag. For det er den dag, der skaber plads til, at pinsen kan komme og beånde enhver, der vil omfavnes af Guds kærlighed. Kristi himmelfart er den dag, hvor Jesus som Gud-mennesket forlader jorden. Forlader et bestemt geografisk område, fordi

kærligheden skal ikke være bundet af tid af rum, men den skal være evig. Den skal være ubegrænset. Både i territorial forstand og i forhold til etnicitet, køn, race og seksualitet. Guds kærlighed skal slippes løs. Og for, at det kunne lade sig gøre, skulle Jesus forlade jorden.

Kærlighed overvinder skolegården

Det her med den grænseløse kærlighed havde Jesu venner ret svært ved at forstå. I læsningen fra Apostlenes Gerninger hørte vi, hvordan de spurgte: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« For os kan det lyde som et mærkeligt spørgsmål, men i virkeligheden er det et spørgsmål, som mange af os stiller.

Spørgsmålet handlede om, at Jesu venner ville have den romerske besættelsesmagt smidt ud, og så skulle der alene være et jødisk fællesskab, hvor de jødiske regler og normer, som de var kendt på Jesu tid, gjorde sig gældende.

Vi har ikke hos os en besættelsesmagt, som vi vil have smidt ud, men jeg tror, at mange af os fra tid til anden længes efter at være i fællesskaber, hvor vi ligner hinanden. Det kan gøre sig gældende i forhold til områder som etnicitet, religion eller seksualitet. Vi bliver utrygge ved pluralismen, for vi er bange for, at vores måde at forstå og se verden på ikke bliver imødekommet. Og så er det altså lettere at være sammen med andre, der ligner en.

Denne her måde at være til i verden på, ser vi allerede i børnefællesskaber. Der er nogle, der bliver de seje, og nogle der bliver drillet. Og skolegårdsmentaliteten kan vi også tage med ind i vores voksenliv. I frygt for at blive misforstået; stå alene på et synspunkt eller noget helt tredje bliver vi optaget af at afgrænse vores fællesskaber til nogle, der ligner os selv.

Det er altså her, at Kristi himmelfart kommer ind i billedet for os. For Gud-mennesket Jesus var optaget af at udvide fællesskabet. Sprede kærligheden ud til alt og alle. Og derfor forlod han sine venner. Så der ikke var forbeholdt en inderkreds at blive omsluttet af Gud, men enhver der vil, kan få del i Guds fællesskab.

Sådan kan Kristi himmelfart være en dag for os. En dag, der inspirerer os til at standse op og overveje, om vi skal gøre noget andet, end vi tidligere har gjort. Er der en gammel kontakt, der skal genetableres, fordi skolegårdsmentaliteten satte ind? Eller er der nye bekendtskaber, der skal opstå, fordi vi eller de har brug for at indgå i et mangfoldigt fællesskab?

I sig selv kan Kristi himmelfart virke som en unødvendig dag. En dag, der kommer dumpende malplaceret ind i mellem påsken og pinsen. Men i virkeligheden var det helt nødvendigt, at Kristus gav slip på sine jordiske begrænsninger. For dermed fik vi et forbillede til at kunne give slip på vores begrænsninger af, hvem der er med indenfor eller udenfor. I stedet kan vi lade den grænsesprængende kærlighed bevæge os nye steder. Og skabe nye møder med både Gud og mennesker.